Forsiden          Publikasjoner          Om Støttekomiteen          Støtt oss          Kontakt oss          Bli medlem av Støttekomiteen     









Artikkelarkiv 2017
Artikkelarkiv 2016
Artikkelarkiv 2015
Artikkelarkiv 2014
Artikkelarkiv 2013
Artikkelarkiv 2012
Artikkelarkiv 2011
Artikkelarkiv 2010
Artikkelarkiv 2009
Artikkelarkiv 2008
Artikkelarkiv 2007
Artikkelarkiv 2000-2006




Dansker utvist fra Vest-Sahara
pedersenkjaer510.jpg

"Marokko er sikkert et dejligt land for turister - hvis man altså vælger at komme der frivilligt", skriver Ingrid Pedersen som ikke hadde planlagt å reise til Marokko i det hele tatt. To dansker er blitt deportert fra okkuperte Vest-Sahara.
Publisert: 24.01 - 2017 12:40Printerversjon    
På bildet (f.v.): Ingrid Pedersen og Bjarne Kjær, Danmark. Foto: Søren Skarby. Trykk på bildet for høyere oppløsning. Til fri bruk.

De to hadde landet på El Aaiun flyplass i Vest-Saara, 24. januar kl. 1300 med et fly fra Las Palmas. Klokken 1800 samme dag satt de i bilen på vei ut av Vest-Sahara, deportert av marokkanske myndigheter.


Smidt ud af Vestsahara.

Vi havde måske forventet, at vi ikke ville få adgang til Vestsahara. Men vi havde ikke forventet, det der skete.

Jeg (Ingrid Pedersen) har været i Vestsahara flere gange før, og seneste gang - for ca. tre år siden.

Hver gang er jeg rejst med fly via Gran Canaria. Billetter dertil er tit billige, og bliver man nægtet indrejse, vil jeg hellere sendes på tvungen ferie nogle dage på Gran Canaria end i Marokko, for jeg ønsker ikke at støtte Marokkos økonomi.

Vi havde ikke bestilt hotel på forhånd og ikke kontaktet nogen sahrawier i forvejen. Vi havde kanaler, så vi kunne kontakte aktive sahrawier, når vi var på stedet og vi regnede ærlig talt ikke med at få brug for hotel, da vi betragtede det som usandsynligt, at vi fik lov at rejse ind.

Vi tog en taxa til et hotel, jeg tidligere har boet på. Vi blev kontaktet af en sahrawi-kvinde via vore forbindelser, og spurgt om vi havde lyst til at overvære en demonstration.

Selvfølgelig havde vi det, og ad kringlede omveje mødte vi hende i en lille gade i den del af byen, hvor der bor mange sahrawier. Hun var hurtigt hoppet ind i vores taxa ved et gadekryds - og bemærkede straks, at civilklædt politi både på knallert og i en hvid bil fulgte efter os. Vi forsøgte at ryste dem af, men da vi var stået ud af taxaen og hurtigt var blevet skjult i et hus og hun kiggede ud, stod de og fotograferede på den anden side af gaden.

Hun besluttede, at vi alligevel skulle gå ud på gaden sammen med hende og gå hen til de andre demonstrerende kvinder. Anledning til demonstrationen var den genoptagne retssag mod de 22 dømte fra Gdim Izik.

Vi nåede kun et par gader frem - og undervejs hilste vi på masser af kvinder og børn. Hun gjorde os konstant opmærksom på, at der var civilklædt politi overalt. Et enkelt sted stod tre mænd sammen og fotograferede os - den ene med videokamera.

Hun bad os om at gøre gengæld og tage billeder af de fotograferende betjente. Det gjorde vi....forsøgte at være diskrete. Men pludselig var vi omringet af mænd - civilklædte betjente, der forlangt at se vores pas. Efter lidt parlamenteren viste vi dem til dem, og en betjent puttede dem i inderlommen.  Vores kontaktkvinde sagde, at vi aldrig skulle have afleveret passene, men det var for sent. Hun var i heftig dialog med en betjent.

"Jeg er menneskerettighedsaktivist. Jeg mødes med hvem jeg vil," sagde hun til betjentene. Hun har tidligere været fængslet og tortureret, og aktivisterne ved, hvilken risiko de løber. Men de er modige.  

Forinden havde hun sagt, at så længe, vi var til stede, ville der ikke ske dem noget ......vi har haft kontakt med denne modige kvinde efterfølgende, og de næste par dage blev hun ikke anholdt. Hun sagde også, at folk som os, der besøger sahrawier repræsenterer verdenssamfundet og FN, som ellers svigter dem. Men hun understregede vigtigheden af, at politikere, journalister, aktivister og andre kommer til landet, så konflikten ikke bliver glemt og Marokkos overgreb dokumenteret.

Bjarne bad betjentene vise legitimation, da de havde taget vores pas - vi kunne jo i princippet ikke vide, om de virkelig var betjente. Lidt modstræbende fandt en af dem sit identitetskort frem.

Ret hurtigt erklærede ham, der var leder, at han ikke syntes, vi opførte os som turister.
Jeg spurgte ham, hvorfra han vidste at vi var turister - det havde vi ikke sagt noget om på det tidspunkt. Bare at vi spadserede en tur med vores veninde.

Han svarede, at han havde set vores indrejsepapir, og de havde holdt øje med os hele vejen fra lufthavnen. Det er sikkert rigtigt, men vi havde ikke spottet dem, selv om vi havde kigget os over skulderen.

På det tidspunkt havde vi været i landet i 2-3 timer.

Kort efter vi havde afleveret vores pas, tog de også vores fotografiapparat fra os. Forinden havde vi forsøgte at få dem til at interessere sig for vores turistbilleder fra Maspalomas, men de fandt hurtigt frem de få billeder, vi havde nået at tage af kvinderne og de fotograferende betjente. Vi bad om lov til selv at slette de forbudte billeder - for apparatet indeholdt også de sidste billeder, jeg havde taget af min far, der døde et par uger forinden, billeder fra hans begravelse og fra julefrokosten med familien. Vi var usikre på, om vi havde fået dem overført til en computer derhjemme og var utroligt kede af at miste dem. Det var der ingen lydhørhed for.  De forsvandt med både pas og fotoapparat og to betjente kørte os tilbage til hotellet. Undervejs fortsatte diskussionen af, om det er normalt, at turister falder i snak med lokalbefolkningen. Jeg fortalte, at det er aldeles normalt. Det er faktisk noget af det mest spændende ved at rejse - og det kunne han forvisse sig om ved at kigge længere tilbage på kameraets billeder.

Han spurgte også, om separatisme var lovligt i vores land. Jeg fortalte ham om Sønderjylland, folkeafstemningen der og hvordan de dele, der havde flertal for det, blev en del af Danmark, mens den sidste del, der havde tysk flertal, forblev tysk.
Kravet om en folkeafstemning er hele omdrejningspunktet for konflikten i Vestsahara og er således en øm tå. Men da han jo selv havde spurgt til separatisme i Danmark, mente jeg godt, jeg kunne præsentere ham for en nordisk problemløsningsmodel.
Den interesserede ham nu ikke.

Men han fremhævede, at det hele skete for at beskytte os. Vi kunne ikke få at vide, hvem vi skulle beskyttes imod, men det hele forgik i en høflig tone. Ingen trusler overhovedet - bortset fra det truende i at politiet ville køre os til Agadir. Vi vidste godt, at der ikke ville være fly tilbage fra El Aaiun til Las Palmas før to dage senere. Men vi forventede at slippe med en advarsel - ikke at blive deporteret til et helt andet land.  

Da vi var ved hotellet - stadig med en betydelig gruppe politifolk, der kom i flere biler, ville tilfældet, at en russisk kaptajn, der er en del af FN-styrken, Minurso, var på vej ind på hotellet.

Ham greb vi fat i - vel viden at såvel journalister som turister (desværre også menneskerettighedskrænkelser) - ligger uden for hans mandat.

Han var flink og hjælpsom. Ringede til en sikkerhedsofficer i FN for at høre, hvad han kunne gøre. Intet. Og det beklagede han meget.

Men jeg har læst tidligere indberetninger til Sikkerhedsrådet, og episoder om aktivister og journalister, der bliver udvist. Hver lille del bidrager til billedet af Marokkos som besættelsesmagt - og det kommer denne forhåbentlig også til.    

Vi blev lovet, at vi ville få vores pas og fotoapparat igen. Det fik vi også, inden vi blev sat ind i en taxa og kørt de 5-600 kilometer til Agadir. Om der virkelig var tale om en taxa eller en af politiets biler er uklart. Vognen havde ingen taxameter og vist heller ingen taxaskilt. Det sidste bemærkede vi ikke i mørket. Og der var heldigvis tale om en langt mere bekvem bil end byens sædvanlige gamle taxaer, og denne havde mørke ruder, så man ikke kunne se, hvem der sad på bagsædet.  

Men vi bemærkede, at der ikke var et eneste billede tilbage i vores kamera. I første omgang troede vi, de havde stjålet kortet, men vi fandt det senere løst i kameraetuiet.

Vi fik aldrig nogen forklaring på, hvorfor vi ikke måtte opholde os i landet - udover den med vores egen sikkerhed og at det ikke var normal turistadfærd at snakke med lokalbefolkningen. Der er ingen tvivl om, at vi blev holdt øje med fra det øjeblik, vi ankom til lufthavnen - og muligvis før, selv om vi ingen kontakt havde taget med sahrawier inden ankomsten.

Turen gik gennem ørkenen til Agadir. Det var mørkt, så vi så ikke meget af landskabet, men vi blev standset ved omkring 10-15 checkpoints med bevæbnede vagter. Kun ved et par stykker skulle vi ikke vise pas. På intet tidspunkt blev vi bedt om at stå ud af bilen, men vore pas blev grundigt undersøgt og flere steder bemærkede vi, at der blev ringet mens/efter passene blev kontrolleret.

På et tidspunkt hørte checkpointene op - jeg antager, at det var, da vi var kommet over grænsen til Marokko. Vi bemærkede ikke nogen grænseovergang, og det er selvfølgelig logisk nok, at grænsen ikke er markeret.

I Agadir var natten frysende kold. Vi blev efter at have været undervejs i 9 1/2 time sat af foran et dystert og mørkt hotel ved en stor bus- og taxiholdeplads i nærheden af engrosmarkedet. Klokken var 3.30 om morgenen, og vi fik nattevagten på hotellet til at låse os ind. Der var tilsyneladende ikke reserveret værelse til os, men heldigvis et ledigt. Det var isnende koldt, uden opvarmning, håndklæder eller andre bekvemmeligheder og stedet virkede som sagt lidt skummelt og havde ikke internetadgang.

Næste dag startede jagten på flybilletter ud af landet, da vores gamle fra El Aaiun ikke var meget bevendt. Flere fly var udsolgt, men der var heldigvis fem ledige pladser på et fly til Las Palmas om fredagen - to dage senere. De kostede os en formue, men til gengæld fandt vi et smukt, dejligt og relativt billigt hotel, hvor vi tilbragte ventetiden. Marokko er sikkert et dejligt land for turister - hvis man altså vælger at komme der frivilligt.

Det centrale i denne beretning er naturligvis ikke, om vi blev behandlet høfligt eller uhøfligt af marokkansk politi, men om det komplet uacceptable i, at borgerne i det besatte land ikke har adgang til at kommunikere med international presse, politikere og andre, der besøger deres land. Ikke har adgang til at berette om tortur, overgreb og vilkårlige fængslinger, når de fredeligt protesterer mod Marokkos besættelse af deres land.

Bjarne Kjær og
Ingrid Pedersen
27.januar 2017.




    

Topp
Nyheter:

04.05 - 2017 / 23.03 - 2017Følg Gdeim-Izik-rettssaken dag for dag
24.04 - 2017 / 24.04 - 2017Ap ber om dobling av norsk bistand til Vest-Sahara
18.03 - 2017 / 18.03 - 2017Spanias regjering: Bergenskontrovers må håndteres av Frankrike
18.03 - 2017 / 18.03 - 2017Spar-gruppen fra Bergen med ny skitten transport fra Vest-Sahara
15.03 - 2017 / 15.03 - 2017Etikkrådet greier ut om Vest-Sahara-arbeidet
05.03 - 2017 / 05.03 - 2017FN-forhandleren i Vest-Sahara kaster inn håndkleet
27.02 - 2017 / 27.02 - 2017Marokko trekker seg ut av lite landområde sør i Vest-Sahara
24.02 - 2017 / 23.12 - 2011Våpenforening vet ikke hvor våpnene havner
19.02 - 2017 / 19.02 - 2017Rettssak mot saharawier ytterligere utsatt
16.02 - 2017 / 16.02 - 2017Har du ideer til våre nye nettsider?
12.02 - 2017 / 10.02 - 2017Alle ungdomspartier i Bergen demonstrerte mot Sea Tank
12.02 - 2017 / 10.02 - 2017Raftostiftelsen: Sea Tank og Spar må ta ansvar
12.02 - 2017 / 10.02 - 2017Stor internasjonal mediedekning av Sea Tank-affæren
12.02 - 2017 / 10.02 - 2017Norske Sea Tank/Gezina opp i EU-parlamentet
12.02 - 2017 / 11.02 - 2017'Hvorfor kan Sea Tank besøke Vest-Sahara - og ikke vi?'
12.02 - 2017 / 10.02 - 2017Her protesterer flyktninger i Frankrike mot Sea Tank
12.02 - 2017 / 10.02 - 2017EU-parlamentarikere ba den franske regjering gripe inn mot norsk båt
12.02 - 2017 / 10.02 - 2017Spansk politi bordet Sea Tank-fartøy
12.02 - 2017 / 11.02 - 2017Her anløper Key Bay de okkuperte områdene
10.02 - 2017 / 09.02 - 2017Se Sea Tank kverulere om Vest-Sahara






NO  NO EN ES FR

Størstedelen av landet Vest-Sahara har vært okkupert av Marokko siden 1975. Siden da har flertallet av befolkningen bodd i flyktningleirer i Algerie. De som ble igjen i hjemlandet utsettes for alvorlige overgrep fra marokkanske okkupasjonsmyndigheter. I over 40 år har de ventet på at deres rett til selvbestemmelse skal innfris.




Registrer deg for vårt nyhetsbrev:




Støttekomiteen for Vest-Sahara, , - :
Bank: Kontonr 9857.05.48999 - Org.nr: 987 378 352 -