Forsiden          Publikasjoner          Om Støttekomiteen          Støtt oss          Kontakt oss          Bli medlem av Støttekomiteen     









Artikkelarkiv 2017
Artikkelarkiv 2016
Artikkelarkiv 2015
Artikkelarkiv 2014
Artikkelarkiv 2013
Artikkelarkiv 2012
Artikkelarkiv 2011
Artikkelarkiv 2010
Artikkelarkiv 2009
Artikkelarkiv 2008
Artikkelarkiv 2007
Artikkelarkiv 2000-2006




Skønt at mærke verden
olsen_510.jpg

Jacob Olsen har rejst i 60-70 lande i verden. Han ejer et lille trykkeri i Nordjylland og overlader gerne ansvaret til de ansatte, når han er så langt væk, at han ikke kan kontaktes. Han har rejst med beduiner gennem Vestsahara, gået til Nordpolen, krydset indlandsisen og været tæt på begivenheder i konfliktområder.
Publisert: 31.12 - 2007 12:16Printerversjon    
Av Ingrid Pedersen
Børsen (Danmark), 9. november 2007
Last ned saken i pdf

Kamelerne var halvvilde og lejet af nogle beduiner. »Det var svært at lære at ride på dem, og jeg fik gnavesår, så jeg somme tider måtte løbe ved siden af dem,« fortæller 44-årige Jacob Olsen, ejer af Jacob Olsen Offset i Fjerritslev.

Han blev inviteret til Vestsahara af National Geographic, der lavede en rekognosceringstur, inden organisationen senere lavede en film og en reportage om det næsten ukendte land, der blev bragt magasinet denne sommer.

I 14 dage vandrede og red gruppen 2500 kilometer gennem den fuldkommen øde ørken, der engang har været frodig savanne. »Det fandt vi beviser på, da vi så nogle interessante hulemalerier midt ude i ørkenen. De viser mennesker, giraffer og andre dyr og er fantastisk velbevarede. Det er utroligt overraskende at støde ind i den slags midt ude i ørkenen,« fortæller han og tilføjer, at malerierne engang kan blive en millionforretning for turistindustrien, når der kommer en løsning på den mere end 32 år gamle konflikt om Vestsahahra.

Siden 1975 har Marokko holdt en del af landet besat, mens hovedparten af landets befolkning – omkring 160.000 mennesker – bor i flygtningelejre i Algeriet.

Marokko kontrollerer de rige kystområder ved Atlanterhavet,og uafhængighedsbevægelsen Polisario kontrollerer den del, der ligger i Sahara. Landet er delt på langs af en mere end 2000 kilometer lang mineret sandvold.

Jacob Olsen besøgte den del af landet, der er kontrolleret af uafhængighedsbevægelsen og rejste via flygtningelejerene i Algeriet.

Hvert år besøger 10.000 personer – ngo’er, politikere og journalister – flygtningelejrene. Men selv for det prestigefyldte National Geographic var det svært at få lov at rejse til den del af Vestsahara, der kontrolleres af befrielsesbevægelsen.

»Det er også lidt farligt,« indrømmer Jacob Olsen.

Faren skyldes især, at der ligger millioner af ueksploderede landminer i området.

De blev placeret, mens der var krig mellem Marokko og Polisario.

Nu har der været våbenhvile i 16 år, men det går yderst langsomt med at få minerne fjernet, og hvert år bliver både kamele og beduiner dræbt af minerne.

Ikke Paradis
»Jeg bryder mig ikke altid så meget om at rejse i muslimske lande. Når man rejser ud for at møde det anderledes, er det jo ikke altid Paradis, man finder. Man møder jo også kulturelle træk, som man ikke bryder sig om,« indrømmer han. Men han var imidlertid overrasket over bekendtskabet med sahrawier, som lokalbefolkningen kalder sig.

»De er muslimer, men ikke fundamentalistiske. De er utrolig behagelige og humoristiske mennesker, selv om det er en hård skæbne at have tilbragt 32 år i flygtningelejre på et af de barskeste steder på hele jordkloden, « fortæller Jacob Olsen, der tilføjer, at han føler sahrawierne, hvoraf mange er uddannet i Europa, på mange måder ligner os danskere.

Han var først et par dage i flygtningelejrene, der ligger i et fuldstændig nøgent ørkenområde, hvor er kun er sand og sten. Der vokser ikke er græsstrå, ikke et træ.

Inden rejsen havde han forberedt sig blandt andet ved at læse om de gamle karavaneruter, der gik fra Marrakesh til Algier og Tripoli. »Det var barske ture. Ofte nåede kun halvdelen af karavanen frem. Vi var selvfølgelig bedre stillet og var blandt andet ledsaget af tre stærke landcruisers. Jeg havde også medbragt min GPS, selv om det egentlig var forbudt,« fortæller han.

Gruppen fra National Geographic blev godt modtaget. Blant andet mødte de eksilregeringens præsident, Muhamed Abdelaziz, og informationsministeren var med på en del af turen.

»Jeg viste ham, hvordan man bruger GPS. Det, mener jeg godt, kan være værdifuld for dem. Den kan blandt bruges til at kortlægge, hvor der findes oaser og brønde. Det er vigtig viden i ørkenen,« fortæller han.

Ledsaget af soldater
På rejsen var de ledsaget af tidligere guerillasoldater fra Polisario.

»Det er folk, som det er hyggelig at være sammen med. De beskyttede os, for det er tidligere sket, at turister er blevet kidnappet i Sahara. Men vi følte os meget trygge sammen med repræsentanterne fra Polisario. Vi var klar over, at selv om det er en uafhængighedsbevægelse, har de altid taget afstand fra terror og har aldrig brugtterror for at gøre opmærksom på deres sag.«

»Der er virkelig tale om flinke og ordentlige mennesker, og jeg under dem en fremtid et andet sted end i den trøstesløse flygtningelejr,« siger han og er samtidig bekymret for, at mange af de unge truer med igen at gribe til våben og starte krigen mod Marokko.

»De står i en frygtelig situation, for de er helt glemt af resten af verden. Og de har ikke en chance for at vinde en krig mod Marokko,« vurderer han.

Gruppen havde mad og vand med og lavede mad på bål og sov under åben himmel.

»Kød fik vi ved at købe geder og kamelkød af nomaderne. Men jeg vænner mig altså aldrig til at dræbe et dyr og spise det. Jeg gør det. Men jeg bryder mig ikke om det,« erklærer han.

Ørkenen fascinerer
Han siger, at Vestsahara er et fantastisk smukt land. Selv om det også er en del af Sahara-ørkenen, er det helt annerledes end den del af Sahara, hvor flygtningelejrene ligger i Algeriet.

»Set fra ryggen af en kamel kan det godt virke som 1000 kilometer ingenting. Men der er fantastiske klitter. Jeg kan godt blive fascineret af ørkenen. Nogle steder er der faktisk træer og lidt grønt, selv om der kan gå flere år mellem, at det regner,« siger han.

En enkelt gang fik han sig dog en alvorlig forskrækkelse i ørkenen. Sammen med et par andre – bl.a. en af de ledsagende saharawier – var han gået en tur til en såkaldt kopje, en lille bakke. Men den lå meget længere væk, end de troede, og på tilbagevejen blev det mørkt. I ørkenen bliver det mørkt på et kvarter, og de andre var helt udmattede, og i ørkenen findes både skorpioner og mindst to slags farlige giftslanger.

»Vores sahrawi-ledsager var virkelig bange – også på grund af landminerne. Jeg havde heldigvis min pandelampe og kompas med, så vi fandt tilbage til de andre. Heldigvis blev jeg ikke så træt, at jeg mistede modet, men situationen kunne have været alvorlig,« indrømmer han.

Ansatte holder skansen
Jacob Olsen er selvstændig erhvervsdrivende. Han ejer trykkeriet Jacob Olsen Offset i Fjerritslev. Virksomheden har fem ansatte.

»Det gør det selvfølgelig lidt nemmere for mig at tage af sted. Jeg skal ikke spørge nogen om lov, men bare sørge for, at det ikke kolliderer med mine medarbejderes ferieplaner,« siger han.

»Jeg tror faktisk, de synes, det er fint, at jeg er væk engang imellem – og så langt væk, at de ikke kan få fat i mig på mobilen.«

»Det er dygtige folk. Og det er udviklende for enhver selv at skulle træffe beslutninger, når chefen ikke er der. I dagligdagen er det jo nemt at spørge mig, så jeg tror, de synes, det er en fordel, at jeg somme tider er udenfor rækkevidde. Hvis jeg selv var ansat, ville jeg elske at have en chef, der turde overlade mig ansvaret,« siger han.

Jacob Olsen er single, så heller ikke på det punkt skal han koordinere med andre.

»Men nogle af dem, jeg møder på mine rejser, har kone og børn, så den mulighed vil jeg bestemt ikke udelukke, selv om man måske så somme tider må prioritere anderledes,« understreger han og tilføjer, at han også holder af rejser til mere ordinære steder.

»Kulturrejser til europæiske hovedstæder er jeg også meget glad for,« fremhæver han.

»Mange lønmodtagere ville kunne gøre det samme som jeg, og rejserne er ikke nødvendigvis dyre. Turen til Nordpolen var en undtagelse, og jeg har efterhånden udstyr for 200-300.000 kr., så jeg har telte, soveposer og støvler til enhver slags klima. Men mange af de rejser, jeg har været på, er ikke dyrere end en charterrejse, når man lægger alle udgifter sammen,« fremhæver han.

Træner med bildæk
Nogle af rejserne – og det gælder også en rejse for nyligt til Amazonas, hvor han sammen med CNN skulle være med til at finde nogle af de indianere, der endnu ikke havde haft kontakt med hvide – bliver han inviteret med af personer, han har truffet på tidligere rejser.

»Der er tale om ture, du ikke kan booke dig ind på, uanset hvor meget du er villig til at betale,« siger han og forklarer, at en af grundene til, at han bliver inviteret, er, at han er fysisk stærk.

»Jeg ligner jo ikke nogen supermand. Men jeg sørger for at holde mig i form. Jeg kan til nhver tid gå 5-10 kilometer med 100 kilo på ryggen,« siger han.

Han synes, at et fitnesscenter er noget moderne pjat, så for at få styrke og udholdenhed trækker han tunge bildæk over et ujævnt terræn.

»Det er der ikke nogen hemmelighed i. Man skal bare blive ved og ved. Og så fylder jeg somme tider en rygsæk med 80 kilo salt og jern og traver en tur på 20 kilometer med den på ryggen,« forklarer han.

Han understreger, at på de mere ekstreme rejser drejer det sig i den sidste ende altid om noget fysisk, når der opstår problemer. Derfor er det en fordel at have nogle med, der er stærke og udholdende og ikke mister modet. Desuden er han god til at bruge et kompas og har færdigheder som at vide, hvordan man kan lave vand i ørkenen ved hjælp af et stykke plastik, et kompas, en sten og lidt grønt.

Nordpolen til fods
At Jacob Olsen overhovedet blev inviteret med på turen til det ukendt Vestsahara, skyldes en tidligere rejse i 2004 til et lige så ekstremt klima. Han har nemlig også prøvet at vandre til Nordpolen. Det havde han søgt om i flere år, og pludselig var der gevinst. Endda i dobbelt forstand, hvis han kunne rejse med tre dages varsel. Det kunne han.

»Forklaringen var vist, at det lille fly, der transporterer gæsterne op på isen ved Barneo-lejren, var styrtet ned, og alle deltagerne i den forgående tur var dræbt. Det gjorde det billigt for de næste for at få gange i forretningenigen,« forklarer han.

Han betalte kun 53.000 kr. for turen, der ellers normalt koster 180.000 kr., og her mødte han bl.a. en journalist fra National Geographic, der senere havde brug for robuste deltagere til researchrejsen til Vestsahara.

Turen til Nordpolen begyndte med en træningsophold på Svalbard, hvor deltagerne skulle træne sikkerhed, lære, hva de skulle gøre, hvis nogen gikk gennem isen og den slags. Derefter fløj de til Barneo-lejren, der ligger på en isflage og gik de 150 kilometer til Nordpolen på ski og med bagagen i en pulk.

Farligt landskab
Jacob Olsen har senere krydset indlandsisen i Grønland, men han understreger, at turen til Nordpolen er meget, meget sværere og farligere end at krydse Grønland.

»Til Nordpolen går du på isflager. Det er et landskab, der ser ud, som om det består af kæmpestore sukkerknalder. Der er ikke land underneden. Der er strøm under isen, der kan være undermineret og ganske tynd, og du oplever pludselig at stå ved en 10 meter bred revne med iskoldt vand, som du skal over på én eller anden måde,« forklarer han. Han indrømmer også, at der kan være en seriøs fare for at miste en finger på grund af forfrysninger. Det tænker han på. Men han synes aldrig selv, han udsætter sig for risiko.

»Jeg vil være mere bange for at gå ind i et forkert kvarter i en storby, end jeg er for at gå til Nordpolen,« siger han.

Besked til Dalai Lama
Jacob Olsen opsøger ikke specielt konfliktområder. Men for mere end 20 år siden rejste han sammen med en kammerat i Østen i tre måneder. I det nordlige Pakistan kørte de i bus sammen med nogle mujahediner, der gemte våben i de to unge udlændinges bagage.

»Hvis det var blevet opdaget, havde vi sikkert været der endnu, « siger han og fortæller om totalt livsfarlige veje i bjergene, som busserne kørte på.

Han og kammeraten kom også til Lhasa, hovedstaden i Tibet, som Kina har besat. Landet var kort tid forinden blevet åbnet for individuelle turister.

»Vi hørte, at kineserne ville fejre kinesisk nytår. Det var en provokation, og vi kunne mærke, der var en underlig stemning. Men vi lejede cykler og cyklede ud for at se et kloster. Da vi kom tilbage var hele byen raseret. Vi fattede aldrig, hvad der var sket, men vi hørte rygter om, at udlændinge ville blive interneret og slået ihjel,« fortæller han.

Al forbindelse til udlandet var afskåret, og om natten vandrede de til rutebilstationen
og kom med bus til Kathmandu i Nepal. Han og kammeraten havde nogle ruller film med, som havde lovet at aflevere til Dalai Lamas repræsentation der. Det gjorde de.

»Men vi fik aldrig selv kopier af billederne, og faktisk ved jeg ikke engang, om billederne fik nogen betydning for at dokumentere den kinesiske undertrykkelse i Tibet,« siger han.

Han understreger, at han og kammeraten var der som turister. De rejste for at opleve noget.

»Og det må man sige, at vi kom til. Men underligt nok var vi aldrig bange, selv om jeg godt bagefter kan se, at vi bragte os i nogle farlige situationer,« siger han.

Han kommer ikke fra en særlig berejst familie. Lysten til at rejse på en anden måde begyndte dog allerede, da han som 15-årige fik lov at tage på interrail med nogle kammerater.

Men de ville bare ligge på stranden, og det gad han ikke, så han fulgte sine egne veje og fandt ud af, at det kunne være meget mere interessant at møde de lokale.

»Det er spændende at opleve verden, når den er mest ekstrem. Vesterhavet i orkan er også fascinerende,« understreger han.

»Vi bor jo i et dejligt beskyttet land, men det er skønt at mærke verden, når den er mest mangfoldig,« siger han.

Derfor siger rejser til lækre resorts og femstjernede hoteller ham heller ikke noget.

»Dyre hoteller siger mig ikke noget. De kan være nødvendige ligesom hospitaler. Men det er ikke noget, jeg opsøger frivilligt,« siger han.

    




NO  NO EN ES FR

Størstedelen av landet Vest-Sahara har vært okkupert av Marokko siden 1975. Siden da har flertallet av befolkningen bodd i flyktningleirer i Algerie. De som ble igjen i hjemlandet utsettes for alvorlige overgrep fra marokkanske okkupasjonsmyndigheter. I over 40 år har de ventet på at deres rett til selvbestemmelse skal innfris.




Registrer deg for vårt nyhetsbrev:




Støttekomiteen for Vest-Sahara, , - :
Bank: Kontonr 9857.05.48999 - Org.nr: 987 378 352 -